FCK forlænger med ungt stortalent

FC København har forlænget kontrakten med Youssef Toutouh, så han nu foreløbigt er at finde i klubben frem til sommeren 2017.

Toutouh har været FCK-spiller siden sommeren 2011, hvor han kom til klubben fra Hvidovre, og sportsdirektør Carsten V. Jensen er tilfreds med at have det fremtidige samarbejde med Toutouh på plads.

- Youssef har gennem sin træning og sine præstationer i kamp overbevist os om, at han er en mand med en fremtid her i FC København, og vi glæder os over, at vi nu har en aftale på plads.

21-årige Toutouh er også glad for at have fremtiden på plads i FCK, og han ser frem til fortsat at være en del af klubben.

- Jeg har det rigtig godt her i FCK, og jeg har altid sagt, at jeg gerne vil have mit gennembrud her. Så jeg er rigtig glad for at forlænge med den klub, jeg elsker.

- Min udvikling går fremad, og jeg er utrolig glad for, at jeg har fået denne tillid fra klubben. Det betyder rigtig meget for mig, siger Toutouh til klubbens hjemmeside.

Toutouh har spillet 12 kampe og bidraget med to mål for FCK siden sin debut i 2011. I sidste sæson var han udlejet til Esbjerg, hvor han fik sit superligagennembrud og blandt andet afgjorde pokalfinalen.

/ritzau/

Dagens Gossip