FCK-helt efter sejr i Aalborg: Dejligt med marginaler

Skrevet af admin

30/11/2014

Mest læste i dag

FC København var søndag aften på besøg i Aalborg, hvor de skulle forsøge at rejse sig efter torsdagens Europa League-skuffelse i Finland.

Og københavnerne fik optimalt udbytte med en 1-0-sejr, der blev grundlagt efter en flot scoring fra Andreas Cornelius tidligt i kampen.

AaB havde i slutminutterne flere store muligheder for at udligne, men det lykkedes udeholdet at holde buret rent. Derfor var matchvinderen også meget tilfreds efter kampen.

- Vi fik vist, at vi kunne stå imod. Vi gav nogle chancer væk, men det var svært at holde dem væk til sidst. Det var dejligt, at vi havde lidt af de marginaler, som vi ikke har haft i de europæiske kampe. Det var vigtigt, vi ikke fik sådan en grim skæbne imod os, siger Andreas Cornelius.

Kampen i Aalborg var generelt præget af høj intensitet og meget fight.

- Det var sjovt at spille, fordi der var så meget tænding på. Der er ikke noget værre end at spille kamp, hvor man kan mærke, der ikke er tænding på. Både tilskuerne og spillerne var med til at skabe en stemning. Det gør også, at jeg selv kan komme op og ringe, siger Andreas Cornelius.

Cornelius stod for den afgørende og eneste træffer i kampen, da han 15 minutter inde i kampen krøllede bolden op i målhjørnet.

- Det er altid dejligt at score, og jeg er selvfølgelig glad for, at jeg har hjulpet holdet til tre point med et mål. Men det betyder ikke så meget i det store billede, siger Andreas Cornelius.

FC København er med sejren nu sikker på at overvintre inden for Superligaens medaljepladser. Der er nu otte point til FC Midtjylland på førstepladsen, inden de to hold mødes i næste spillerunde.

- Jeg tror ikke, vi tænker på medaljer. Vi tænker kun på, at vi skal nå op omkring FC Midtjylland. Det bliver svært. Vi skal hente rigtigt mange point. Næste kamp kan blive meget vigtig i forhold til mesterskabskampen, og de skal ikke få det for let, siger Andreas Cornelius.

FC København har efter 16 kampe hentet 29 point. Randers har 30, mens FC Midtjylland har 37. Nærmeste forfølgere til FCK er Brøndby og FC Nordsjælland, der har 24 point.

/ritzau/