FCK i guldduel med FCN - igen

»Vi vil få de samme konkurrenter til mesterskabet, som vi havde sidste år. De hold, som, man forventede, ville være tæt på os, var det også og vil være det igen i år,« siger han og fortsætter:

»Men mange var nok skuffede over hold som AGF og OB, som begge har meget mere potentiale. De to klubber vil komme tilbage og være farlige, men det vil være de samme klubber, der kæmper om mesterskabet.« Kunne Brøndby, som nu starter på en frisk, blive en farlig outsider-kandidat?

»Hvis vi nævner Brøndby, skal vi samtidig også nævne FC Vestsjælland og Viborg. Og hvis vi gør det, er det pludselig alle, der vil gå efter førstepladsen. Naturligvis vil alle hold være svære modstandere for FC København, men jeg tror, vi vil se de samme hold kæmpe om mesterskabet,« gentager han.

Pokalen ønskes

Målsætningerne er klare. Ud over mesterskabet er det en god præstation i Europa League og at vinde pokaltitlen. De to sidste lykkedes ikke for FCK i sidste sæson. Og især pokaltitlen skal der gøres mere for at hente.

»Pokalturneringen, hvor vi – efter min mening burde have gjort det bedre i sidste sæson, skal være et af vores mål. Også selv om jeg sagde til vores spillere, efter vi tabte i pokalen til Brøndby, at det kun var et acceptabelt nederlag, hvis vi blev mestre,« siger Jacobs med et smil.

»Andet mål for os er Europa League. Vi skal se, hvordan vi individuelt og som hold kan præstere bedre end sidste sæson, hvor vi havde problemer. Også med tanke på, at vi vil få sværere problemer på Champions League-niveau.«

De Champions League-problemer vil FCK ikke forebygge med deciderede Champions League-transfers.

»Vi skal i de næste uger se, hvad vi mangler. Der er tid nok. Men hvis Superligaen starter i morgen, har vi et hold, der er konkurrencedygtigt. Og hvis vi henter spillere, bliver det i forhold til Superligaen og ikke Champions League. Hvis vi skulle købe spillere med det formål at gøre det godt i Champions League, skal vi jo købe Iniesta, Rooney og Messi.

Bedre end sidste sæson

Ariël Jacobs varsler ingen revolutioner eller nyskabende tiltag i forhold til stil eller taktik. Sidste sæsons dominans, især i efteråret, skal der bygges ovenpå.

»Vi kan blive bedre end sidste sæson. Vi arbejder på at blive bedre end sidste sæson og på de ting, der ikke fungerede sidste år. Men generelt set vil vi bygge videre på vores fundament,« siger han.

»En klub som FCK skal naturligvis vurderes på, hvor vi er i tabellen, og om vi vinder mesterskabet. Og så skal vi fortsætte med at forbedre kvaliteten af vores spil, især første halvdel af sæsonen. I anden halvdel havde vi gode kampe, men for mange kampe var nok præget af det mentale, og det var ikke det ’rigtige FCK.«

Dagens Gossip