FCK kan slutte broget efterårssæson med et brag

Skrevet af admin

10/12/2013

Dagens topnyheder

Aftenens Champions League-kamp i Parken mod Real Madrid bestemmer FC Københavns videre færd i Europa.

En sejr kan sætte et fantastisk punktum på en mærkværdig efterårssæson, der kulminerede med fyringen af træner Ariël Jacobs og comebacket i det varme sæde til Ståle Solbakken.

- Jeg tror ikke, at Real Madrid-kampen kommer til at rykke noget på mit comeback. Vi har taget fire point fra tre kvartfinalehold i Champions League, og det er vi allerede stolte over, siger Solbakken og tilføjer:

- Vi er i pokalsemifinalen herhjemme, og vi er væk fra bundstriden i Superligaen og nærmer os toppen. Det kan vi være tilfredse med. Hvis vi klarer os videre til Europa League, må man sige, at det har været en fantastisk halvsæson for os.

FCK indledte sæsonen katastrofalt og var længe med i bundstriden i Superligaen, ja, til tider under nedrykningsstregen.

Nu kan københavnerne konstatere, at de holder vinterpause i Superligaen "kun" seks point efter FC Midtjyllands førerhold.

En sejr over Real Madrid, der intet har at spille for i Parken, betyder, at københavnerne bliver treer i gruppe B og går videre til knockout-fasen i Europa League efter nytår.

Uafgjort er nok, hvis Juventus i gruppens anden kamp vinder over Galatasaray i Istanbul. FCK kan uanset hvad ikke længere nå at avancere i Champions League.

Nicolai Jørgensen, der på det seneste har døjet med en forstrækning, men som regner med at blive spilleklar, er fortrøstningsfuld.

- Sæsonstarten var meget turbulent. Jeg var selv en del skadet og missede to måneder. Selv efter Ståles ankomst havde vi lidt problemer med at finde ud af, hvordan vi skulle spille, men jeg synes, at vores afslutning på året har været fantastisk.

- I Champions League kan man ikke forlange mere end det, vi har gjort. Vi skulle selvfølgelig have haft et point på udebane, hvis vi fortsat skulle have haft chancen for at gå videre i denne turnering, men det lykkedes vi desværre ikke med.

- Men vi er sluttet godt af i 2013, og det lover meget godt for foråret, siger offensivspilleren.

Der er kampstart i aften klokken 20.45.

/ritzau/