FCK kan spille FCM halvvejs ud af guldkamp

Skrevet af admin

03/03/2016

Dagens topnyheder

I november forhindrede stormen Gorm topbraget mellem FC Midtjylland og FC København i at blive spillet, og opgøret blev aflyst en time før kampstart i Herning.

Kampen spilles i stedet torsdag aften. Selv om vejrprognoserne spår en beskeden vindstyrke på mellem tre og fem sekundmeter, kan de midtjyske danmarksmestre blive blæst et godt stykke ud af guldkampen.

En FCK-sejr vil sende holdet ni point foran Jess Thorups midtjyske tropper. FCM-træneren ser dog ikke kampen som skæbnesvanger, selv hvis det skulle ende i et nederlag.

- Mange vil gerne have denne kamp til at afgøre mesterskabet - og jo, det er da vigtigt, når man møder konkurrenterne, men der er også mange andre kampe, som skal vindes. Så kontinuitet er det allervigtigste, siger Thorup.

FC Midtjyllands sportsdirektør, Claus Steinlein, satser på, at holdet gentager triumfen fra i fjor.

- Vi skal have den guldmedalje, og det tror jeg stadigvæk på, at vi kan få. Jeg synes, vi matcher FCK på spillermateriale, siger sportsdirektøren.

Udmeldingen sætter ikke Thorup under pres.

- Hvis man lige har vundet guld, så vil det være uambitiøst at sige andet, end at man vil prøve at vinde guld igen. Sådan skal det være, hvis man er i FC Midtjylland.

- Og så har vi en overordnet målsætning: At blive bedst muligt placeret. Så lige i øjeblikket går vi 100 procent efter at vinde guld, siger Thorup.

FCK's manager, Ståle Solbakken, tænker ikke så meget på, at han kan skabe et forspring på ni point til midtjyderne og seks point til AaB. Men det er en mulighed at jagte en ulve-knockout i slutminutterne.

- Vi tænker først og fremmest på at lave en god præstation, for så bliver resultatet også okay. Så må vi se, hvad stillingen er i de sidste 15-20 minutter, så vi kan vurdere, hvad vi skal gøre der, siger Solbakken.

For midtjyderne bliver opgøret det fjerde på to uger, mens det blot bliver FCK's anden kamp i forårssæsonen.

- Fysiologisk siger man, at det kan blive svært at blive klar, men altså det har vi prøvet gennem hele sæsonen, hvor vi som det eneste danske hold har spillet europæisk fodbold hen over efteråret med tre kampe på en uge.

- Så det klarer vi helt sikkert også igen, siger Thorup.

/ritzau/