FCK-komet: Uafgjort vil være som en sejr mod Juventus

Skrevet af admin

27/11/2013

Mest læste i dag

Det er sjældent, at FC København er tilfreds med et point. Men i aftenens udekamp mod Juventus i Champions League vil et uafgjort resultat være fantastisk.

Det mener klubbens 21-årige komet Youssef Toutouh, som er spil til startopstillingen endnu en gang.

- Jeg vil sige, at uafgjort vil være ligesom en sejr for os.

- Jeg glæder mig utroligt meget. Juventus er en af de største klubber i Europa. Det er en svær kamp, vi skal spille, men vi har troen på det, siger Toutouh.

Juventus har endnu ikke vundet en kamp i gruppespillet, og holdet er presset til at vinde for at avancere til 1/8-finalerne. Det kan gå ud over FCK, som har tabt de seneste to udekampe i gruppen.

- Vi skal i hvert fald gå ind og tro på det. Vi ved, at Juventus er et rigtigt godt fodboldhold og har utroligt gode fodboldspillere. De har nogle af de største stjerner i verden, så det bliver svært, advarer Toutouh.

I søndagens superligakamp mod Viborg scorede Toutouh i det, der endte med at blive en sikker 4-1-sejr i Parken. Toutouh var i størstedelen af den kamp makker med Thomas Delaney på den centrale midtbane.

- Jeg håber selvfølgelig på at spille mod Juventus. Det gør enhver. Men det er op til Ståle, hvem han bruger. Hvis han vælger mig, så er jeg klar, lyder det fra Toutouh.

FCK-træner Ståle Solbakken har igen den centrale midtbanespiller Claudemir til rådighed, efter at brasilianeren havde karantæne mod Viborg, så der skal måske rykkes lidt rundt på taktikbrættet.

- Jeg spiller der, hvor han har brug for mig og giver mig 100 procent, om det så er på venstrekanten, midtbanen eller i angrebet. Jeg er klar, hvis jeg bliver foretrukket, fastslår Toutouh.

På spørgsmålet om han føler sig i sit livs form, svarer Toutouh diplomatisk:

- Det er svært at sige. Det er folk udefra, der må sige det. Men jeg føler, at jeg er på vej derhen, hvor jeg skal være. Så jeg håber på, at det bliver ved med at gå i den rigtige retning.

Kampen mellem FCK og Juventus fløjtes i gang klokken 20.45 i Torino.

/ritzau/