FCK øjner chancen for CL-chok: Vi skal score først

En etmålssejr med høje cifre eller en triumf med to overskydende mål er kravet for FC København i Leverkusen onsdag aften, hvis holdet skal med i Champions Leagues gruppespil.

Efter 2-3-nederlaget på hjemmebane i den første kamp skal de danske vicemestre levere noget af en overraskelse for at komme videre, men muligheden er til stede - selv om den er lille.

- Det gælder om at forsvare sig godt, og kan vi score det første mål, vil det være perfekt. Det behøver ikke komme i første halvleg, det kan komme 10 minutter før tid, og så kan vi håbe, at det ryster dem lidt, lyder planen fra målmand Stephan Andersen.

- Men selvfølgelig bliver det svært. Leverkusen viste i weekenden ved at slå Dortmund, at det er et klassehold. Vi skal som minimum score to mål, lukke af bagude, og så skal vi nok også håbe på noget held, siger han.

FC København var ellers godt på vej mod et godt resultat i den første kamp i sidste uge, hvor holdet udnyttede to dødbolde til at bringe sig foran 2-1 i første halvleg.

Men i længden kunne københavnerne ikke modstå det energiske tyske presspil, og Leverkusen kunne reelt have vundet større end 3-2 og dermed dræbt al spænding før returkampen.

- Det er et hold med stort overskud og selvtillid. Hvis man vinder fortjent med 2-0 over Dortmund, som de gjorde i weekenden, så er det nemmere at forstå, at de kunne slå os 3-2. Men hvis vi rammer dagen, kan alt ske, siger FC Københavns træner, Ståle Solbakken.

Kampen på BayArena begynder klokken 20.45 onsdag aften. Hvis det ikke lykkes FC København at levere overraskelsen, er holdet som trøstpræmie med i bowlen, når der bliver trukket lod til Europa League-gruppespillet på fredag

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV