FCK sætter kurs mod toppen med klar sejr over Randers

Skrevet af admin

16/09/2015

Mest læste i dag

Efter en sløj sæsonstart er FC København ved at tegne det forventede hierarki i toppen af Alka Superligaen.

Onsdag aften - i den udsatte kamp fra første spillerunde - vandt FCK for anden gang på fire dage på hjemmebane. Randers blev slået 3-0 på scoringer af Benjamin Verbic, Youssef Toutouh og Andreas Cornelius.

Dermed overtager FCK med 15 point andenpladsen fra netop Randers, der bliver på 13. FC Midtjylland topper med 18 point.

Kampbilledet lignede til forveksling det, man oplevede søndag, da AaB blev slået 4-2. FCK sløsede i begyndelsen, men kom stærkt tilbage og vandt en sikker og fortjent sejr.

FCK begik i de første minutter forsvarsmæssige blundere, som nemt kunne have sendt udeholdet i front.

Først var Mikael Ishak tæt på at få foræret en friløber, og kort efter fik han en gigantisk chance serveret, da Ludwig Augustinsson gled i det våde græs. Men fra knap ti meter afsluttede Ishak lige på keeper Stephan Andersen.

FCK forpagtede heldet anderledes, da holdet kort efter fik frit skud fra samme distance.

Federico Santander headede et indlæg fra højre ned for fødderne af Benjamin Verbic. Slovenerens afslutning havde ikke meget snert over sig, men ramte en Randers-forsvarer på benet, så bolden ændrede retning og snød Karl-Johan Johnsson i målet.

Verbic har ellers haft en uheldig start på opholdet i FCK, da han først blev udvist i Europa League-kvalifikationen og siden blev skadet i udekampen mod FC Midtjylland.

Onsdag tog han revanche med en stærk præstation. Tilsat karrierens første superligamål midt i første halvleg.

På det tidspunkt havde FCK fået god kontrol over kampen. Youssef Toutouh havde netop sparket i sidenettet på en stor mulighed, og nu kom de fleste offensive tiltag fra hjemmeholdet.

Derimod overlod FCK meget initiativ til Randers fra starten af anden halvleg. Kronjyderne havde bare svært ved at gøre sig farlige på banens sidste tredjedel.

Det blev de dog efter et lille kvarter, da FCK's bagkæde blev fanget i ubalance. Jonas Borring fik frit løb mod mål, men Mathias "Zanka" Jørgensen, der var solid denne aften, kom tilbage og tacklede i skudøjeblikket.

Det lignede en kamp på vippen, men tre gyldne minutter midtvejs fjernede al tvivl om udfaldet.

Først dirigerede Youssef Toutouh bolden i nettet til 2-0 efter et hjørnespark, og jublen var knap forstummet, da den netop indskiftede Andreas Cornelius bagefter pandede et indlæg i mål til 3-0.

Derfra kunne FCK cruise til sejr med forstærket kurs mod den absolutte top i ligaen.

/ritzau/