FCK satser på Toutouh i stedet for Delaney

Skrevet af admin

18/09/2014

Dagens topnyheder

HJK Helsinki kan forvente et offensivt indstillet FC København-mandskab i torsdagens kamp i Europa Leagues gruppespil i Telia Parken.

FC Københavns manager, Ståle Solbakken, har valgt Youssef Toutouh på den centrale midtbane i stedet for klubbens anfører Thomas Delaney.

Toutouh er en mere offensivt orienteret spiller end Delaney, som må begynde kampen på bænken. Ved siden af Toutouh skal Claudemir spille og sørge for den defensive balance.

21-årige Toutouh har været plaget af en skade i optakten til sæsonen, men er ved at være oppe i omdrejninger igen. Solbakken har før brugt Toutouh i den rolle med succes.

I stedet for Delaney er Per Nilsson anfører mod finnerne. Svenskeren starter inde i det centrale forsvar sammen med Mathias "Zanka" Jørgensen.

På kanterne på midtbanen har Solbakken valgt svenske Alexander Kacaniklic og islandske Rurik Gislason, så der burde være rigeligt med offensiv styrke på holdet mod finnerne.

Oppe i front er det Andreas Cornelius og Bashkim Kadrii, som skal score målene for københavnerne.

FC København stiller op med følgende 11 i Europa League-kampen hjemme mod HJK Helsinki.

(4-4-2): Stephan Andersen - Daniel Amartey, Mathias "Zanka" Jørgensen, Per Nilsson, Pierre Bengtsson - Rurik Gislason, Claudemir, Youssef Toutouh, Alexander Kacaniklic - Andreas Cornelius, Bashkim Kadrii.

Kampstart er klokken 19.

/ritzau/