FCK skal spille CL-kvalifikation i Kijev

Skrevet af admin

23/07/2014

Dagens topnyheder

FC Københavns kvalifikationskamp til Champions League rykker fra Dnipropetrovsk til Kijev. Det meddeler den ukrainske klub på sin twitterkonto.

Ifølge Dnipro Dnipropetrovsk, skal kvalifikationskampen til Champions League spilles onsdag den 30. juli klokken 19 lokal tid. Returkampen spilles i København den 5. august.

I FC København afventer man endelig besked fra Uefa.

- Jeg kan se, at det bliver skrevet, at kampen skal flyttes til Kijev. Men vi har intet hørt fra Uefa endnu. Så det venter vi på i øjeblikket, siger FC Københavns presse- og kommunikationschef Christian Wolny.

Miseren handler om, at Dnipropetrovsk ligger tæt på den uroplagede del af Ukraine, og byen ligger kun et par hundrede kilometer væk fra det område, hvor et malaysisk passagerfly blev skudt ned i sidste uge.

FC København har tidligere givet udtryk for, at klubben frygtede for sikkerheden i Dnipropetrovsk. Udenrigsministeriet kalder situationen i området "ustabil" og ingen flyselskaber ønsker endnu at flyve over området.

Ydermere ville københavnerne gerne have mulighed for at kunne nå at arrangere rejsen for spillere, ledere, fans og sponsorer. Derfor var det nødvendigt med en hurtig beslutning.

Nu har Uefa altså tilsyneladende besluttet, at der er god grund til at flytte kampen. Også den anden ukrainske klub Shakhtar Donetsk rykker til Kijev.

Donetsk er endnu tættere på konflikten, og klubbens flytning gælder alle hjemmekampe i såvel Champions League som i den hjemlige liga. Donetsk-spillernes træningsbase vil også blive Kijev.

/ritzau/