FCK slår FC Vestsjælland

Skrevet af admin

07/12/2013

Dagens topnyheder

FC København vandt lørdag 1-0 over FC Vestsjælland i Parken på et mål scoret af tyske Marvin Pourie.

Det var angriberens første superligamål for FCK siden skiftet fra Silkeborg i sommer.

Inden kampen modtog FCK's Igor Vetokele beviset for, at han er kåret til månedens spiller i Superligaen i november, og den unge belgier tegnede sig også for kampens første afslutning allerede efter et minut.

Så skulle man tro, at der var lagt i ovnen til en chancerig affære, men første halvleg forblev uden store muligheder til nogen af holdene og sluttede målløst.

Meget symptomatisk fandt halvlegens højdepunkt sted uden for banen, da Ståle Solbakken gled efter at have sparket bolden hen til Lars Jacobsen, der skulle tage indkast.

Den liggende FCK-træner fulgte op med at tage armbøjninger til stor morskab for de 11.179 fremmødte tilskuere.

Anden halvleg startede mere livligt, og inden for de første fem minutter havde både Cesar Santin og Christian Bolanos kvalificerede afslutninger for hjemmeholdet.

Efter en times spil valgte Ståle Solbakken at skifte Cesar Santin ud med Marvin Pourie, og det gav resultat lige med det samme.

Tyskeren nåede på banen lige til et FCK-frispark fra Pierre Bengtsson. Indlægget havnede i panden på Pourie, der stensikkert dirigerede bolden i mål til stor jubel.

Målet tvang FC Vestsjælland frem på banen, men det gav også plads til kontrastød for hjemmeholdet.

Netop en omstilling var årsag til kampens næste store chance, da Marvin Pourie med et godt træk og en flot aflevering fandt en hel fri Igor Vetokele. Angriberen viste uvant uskarphed, da friløberen blev reddet af en fremadstormende Thomas Mikkelsen i FCV-målet.

Der blev ikke scoret yderligere i opgøret, hvor udeholdet aldrig for alvor var tæt på en udligning.

Mens FC Vestsjælland kan gå på vinterpause efter nederlaget, spiller FCK holdets sidste kamp i 2013 tirsdag mod Real Madrid i Champions League.

/ritzau/