FCK-stjerne tvivlsom mod Bulgarien

Det danske fodboldlandshold kan blive tvunget til at undvære FC Københavns Nicolai Jørgensen, når landstræner Morten Olsen fredag aften sender holdet på banen i Sofia til den vanskelige VM-kvalifikationskamp mod Bulgarien.

Flere medier skriver, at Jørgensen blev ramt af en fiberskade under torsdagens træning i den bulgarske hovedstad, og at den formentlig gør ham ukampdygtig til kampen.

Morten Olsen udtrykte torsdag glæde over, at alle mand var skadesfri og klar til kamp, men den luksussituation holdt altså ikke længe.

Nicolai Jørgensen startede på banen i Danmarks første kvalifikationskamp mod Tjekkiet i Parken for en måned siden, da han blev valgt som frontløber i Nicklas Bendtners fravær.

I træningsøvelserne i den forgangne uge har landstræneren ved flere lejligheder prøvet det 21-årige talent i en offensiv midtbanerolle, som han i nogle kampe også har udfyldt for FC København i denne sæson.

DBU har ikke ønsket at be- eller afkræfte oplysningerne om, at Nicolai Jørgensen skulle være ude af spillet til kampen, der sparkes i gang klokken 20.

 

Dagens Gossip