FCK-tysker om VM: Mine landsmænd får det svært

Tyskland fik en fremragende VM-start med storsejren over Portugal, og tyskerne er også favoritter mod Ghana i holdets anden kamp lørdag aften.

Men selv om Joachim Löws tropper ser stærke ud, er FC Københavns tyske angriber Marvin Pourié langt fra overbevist om, at hans landsmænd gør en ende på 24 års VM-guldtørke.

- Det bliver svært. Det er en stor turnering, og der er mange om buddet. Bare se, hvad Holland præsterede mod Spanien. De vandt jo 5-1, og det var noget af et show. Og der er mange andre, der kan vinde guld.

- Godt nok er Spanien nu ude, og dermed er vejen fri. Men vejen er fri for alle - ikke bare Tyskland, siger Marvin Pourié.

FCK-forwarden, der er noteret for en række kampe på tyske ungdomslandshold, krydser naturligvis fingre for tyskerne, men mener ikke, at holdet er topfavorit til at løbe med guldet.

- Vi fik en virkelig god start med 4-0-sejren over Portugal. Men jeg var nu en smule skuffet over portugiserne, som jeg havde forventet mere af, siger Marvin Pourié.

Tyskland er nået mindst til semifinalen i de seneste fire store mesterskaber, men har ikke vundet guld siden EM i 1996. Det seneste VM-guld skal man tilbage til 1990 for at finde.

Tyskerne møder Ghana lørdag aften klokken 21 dansk tid.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV