FCK-veteran: Det meste gik galt i første halvleg

Skrevet af admin

24/10/2013

Dagens topnyheder

FC Københavns 1-3-nederlag til Galatasaray i Istanbul i Champions League var mere end fortjent. Københavnerne tabte opgøret i første halvleg, hvor tyrkerne kom foran 3-0.

FCK's rutinerede svenske forsvarsgeneral Olof Mellberg erkender, at de første 45 minutter var noget møg.

- Det meste gik vel galt i første halvleg. Det var ikke nogen god indsats fra vores side i de første 45 minutter. Det meste var skidt.

- Vi var passive, og det var som om, at vi var mærket at kampens betydning. Vi tabte bolden alt for nemt, og Galatasaray var gode til at presse os.

- Det er skuffende. Vi behøver i sådanne kampe at være på toppen af vores kunnen, og vi var langt fra det, siger Mellberg.

FCK-træner Ståle Solbakken har dikteret sejr over tyrkerne om to uger i Parken, hvis FCK stadig vil have ambitioner om europæisk fodbold efter nytår. Mellberg håber på det bedste i Parken.

- I Parken bliver det noget andet, men det er klart, at vi skal forberede os flere niveauer, hvis vi skal have en chance for at vinde, siger han.

FCK er sidst med ét point efter tre kampe i gruppe B. Real Madrid fører med ni point, derefter kommer Galatasaray med fire og Juventus med to.

/ritzau/