FCK's Champions League-helt er ude af Juventus-brag

Skrevet af admin

25/11/2013

Dagens topnyheder

FC Københavns matchvinder mod Galatasaray, Daniel Braaten, kommer ikke på banen i onsdagens opgør mod Juventus.

Den norske offensivspiller har fortsat problemer med en lårskade, som han pådrog sig for to uger siden i en superligakamp mod Esbjerg.

- Jeg har lige fået det at vide. Det er selvfølgelig ærgerligt for os og for Daniel, for han har leveret nogle virkelig gode præstationer i Champions League, siger FCK-træner Ståle Solbakken til Ekstra Bladets hjemmeside.

Solbakken oplyser samtidig, at søndagens dobbelte målscorer i 4-1-sejren over Viborg, Igor Vetokele, også er tvivlsom til onsdagens Champions League-kamp i Torino.

FCK vandt for tre uger siden 1-0 over Galatasaray i Parken efter en hæsblæsende indledning af københavnerne.

Daniel Braaten scorede det afgørende mål allerede efter seks minutter.

FCK indtager tredjepladsen i gruppe B bag Real Madrid og Galatasaray, men foran de kommende modstandere fra Juventus.

/ritzau/