FCK's Zanka: Vi burde have vundet over Silkeborg

Skrevet af admin

20/07/2014

Mest læste i dag

FC København var store favoritter inden søndagens opgør mod oprykkerne fra Silkeborg, men måtte tage til takke med det ene point, da de to hold spillede 0-0.

- Vi burde have vundet i dag, selvom vi ikke spillede så godt i dag. Vi skaber mange målchancer, og så burde vi have scoret, men vi manglede skarpheden.

- Det er ikke tilfredsstillende, at vi må nøjes med et point, men det var en premierekamp og sådan går det nogle gange, siger Mathias Zanka Jørgensen.

Zanka er tilbage i FCK efter to år i hollandsk fodbold, og på trods af det ikke blev til en sejr, så var han glad for at gøre comeback.

- Det er dejligt, at være tilbage i Superligaen. Jeg kan ikke løbe fra, at jeg bør score et mål i dag. Jeg havde to gode muligheder i de sidste minutter af kampen, hvor jeg ikke ramte målet, og det er ikke godt nok. Det er lidt irriterende, men nu er vi da i gang med sæsonen.

I starten af kampen var der stor dramatik, da Zankas forsvarskollega, Per Nilsson, væltede Jeppe Illum som bageste mand. Nilsson slap med en advarsel, og det var helt korrekt, hvis man spørger Zanka.

- Det var korrekt, at dommeren kun gav Per Nilsson en advarsel. Jeg så situationen inde på banen, og det lignede, at Stephan Andersen ville have nået bolden før Jeppe Illum.

/ritzau/