FCM-anfører: Napoli slår os på kollektivet

Skrevet af admin

23/10/2015

Dagens topnyheder

Det var ikke en storm af individuelle kvaliteter fra Napoli, som slog benene væk under FC Midtjylland torsdag aften på MCH Arena, da italienerne sejrede med 4-1.

Flere steder på banen mener Erik Sviatchenko, FCM's anfører i kampen, at jyderne var helt på højde med Napoli-spillerne, men kollektivt var der forskel.

- Daniel Royer kørte flere gange rundt med Christian Maggio, "Duncan" vandt mange dueller, og vi vandt masser af dueller en mod en nede i vores forsvar. Hvis vi snakker individuel klasse, mener jeg godt, vi kunne være med, siger Sviatchenko.

- Men der er også noget, som hedder et kollektiv, og måler man de to kollektiver mod hinanden, der må man bare sige, at de er bedre end os, tilføjer han.

Fornemmelsen af at kunne være med tager Erik Sviatchenko med til returopgøret i Napoli, hvor det givetvis bliver endnu sværere at hente point, men holdet skal tro på det.

- Vi skal turde at tro på det og italesætte det over for hinanden. Vi er ikke dårlige, og vi træner ikke mindre end dem, men de spiller bare på et højere niveau til dagligt, og det er det, der er forskellen lige nu og her, lyder det fra forsvarsspilleren.

Efter en flot start på kampen fra FCM scorede Napoli tre mål på 20 minutter, og det knækkede lidt troen på point.

- Napolis mål kom på nogle trælse tidspunkter. Vi startede godt de første 20 minutter, og vi tænkte, at vi godt kunne være med, men bum så stod det 1-0, 2-0 og 3-0, og så vidste vi godt, at vi skulle ind og lave et mirakel, fortæller Sviatchenko.

Returopgøret i Napoli spilles 5. november.

/ritzau/