FCM-anførers skade sørger for brødremøde i ligapremiere

Skrevet af admin

16/07/2015

Mest læste i dag

Kristian Bach Bak kunne have spillet sin 19. superligakamp mod Viborg på lørdag i Alka Superligaens første spillerunde.

Men FC Midtjyllands anfører er fortsat skadet og misser derfor lokalderbyet.

- Min venstre akillessene driller lidt. Jeg har trænet med i opstarten, men ikke spillet nogle af træningskampene, så jeg har et lille efterslæb at indhente.

- Men jeg håber at være tilbage igen om et par uger, siger Kristian Bach Bak til bold.dk.

Højrebacken var heller ikke med, da danmarksmestrene tirsdag vandt 1-0 hjemme over Lincoln fra Gibraltar i Champions League-kvalifikationen.

André Rømer, som lørdag fylder 22 år, kan i sin anførers fravær se frem til startpladsen på højreback og et møde med brormand Marcel Rømer, der spiller for Viborg.

Kristian Bach Bak var med i nogle af den forgangne sæsons sidste kampe for at være en del af det hold, som endte med at vinde klubbens første DM-guld.

Det har været med til at forværre skaden, og det forhindrer ham nu i at blive klar til sæsonstarten mod Viborg.

- Kampene mod Viborg er sindssygt vigtige for os og ikke mindst vores fans. Det har vi alle forstået efterhånden, men der er nok et par af de udenlandske spillere, der ikke helt har samme historik inde under huden endnu.

- Men det skal jeg nok sørge for, de får i løbet af de næste par dage. Viborg skal virkelig have de rigtige støvler på, hvis de skal have noget med fra den kamp, siger han.

Få har spillet flere indbyrdes superligakampe mellem FC Midtjylland og Viborg end Kristian Bach Bak. Listen toppes af Thomas Frandsen med 21 kampe for både Viborg og FCM, Jakob Glerup (20 kampe for Viborg) samt den tidligere FCM-angriber Frank Kristensen (19).

/ritzau/