FCM-direktør: Målsætning kommer efter transfervinduet

Skrevet af admin

15/01/2014

Mest læste i dag

Med fire point ned til AaB og seks til FC København sidder FC Midtjylland solidt på førstepladsen i Superligaen inden forårets guldjagt.

Midtjyderne vil dog ikke melde en officiel målsætning ud, før transfervinduet er lukket, siger klubbens ordførende direktør, Claus Steinlein.

- Vi har set før jul, at FCK meldte ud, at de skal investere markant i sportslige ting. Om det lykkes dem i det her vindue, det ved jeg ikke.

- Men køber de nu tre klassespillere, og vi får to kanontilbud på vores spillere, som vi er tvunget til at acceptere, så er magtbalancen for alvor tippet. Så lad os nu lige få lukket det her transfervindue, før vi for alvor melder ud, siger Claus Steinlein.

Direktøren medgiver dog, at klubbens udgangspunkt er fornuftigt.

- Lige i dag vil jeg være skuffet, hvis vi ikke spillede med hele vejen og endte i top-tre.

- Jeg ser tre bejlere til guldet lige nu: AaB, FCM og FCK. AaB sluttede rigtig stærkt af og har et godt hold, og med FCK bliver det spændende at se, hvad klubben foretager sig.

- Det er dog nemmere at putte procenter på, når transfervinduet er overstået, siger han.

FC Midtjylland har i vinterpausen sagt farvel til Danny Olsen, der er skiftet til AGF, mens Jeppe Curth er røget tilbage til AaB efter endt lejemål.

Den anden vej er midtbanespilleren Oluwafemi Ajilore - bedre kendt som "Femi" - kommet ind, mens der er håb om, at Tim Janssen, Eyjólfur Hedinsson og Petter Andersson kan holde sig skadesfrie modsat i efteråret.

Claus Steinlein er da også fint tilfreds med truppen, og han er klar til at lukke vinduet i, så ingen af klubbens profiler skifter væk fra heden.

- Vinduet måtte meget gerne lukke i dag, siger Claus Steinlein.

På rygtebørsen har forsvarsspilleren Erik Sviatchenko og venstrebacken Jesper Juelsgård været meldt på vej til andre klubber.

Transfervinduet i Danmark lukker ved udgangen af januar.

/ritzau/