FCM-direktør roser indsats efter CL-knockout

Skrevet af admin

04/08/2015

Dagens topnyheder

Den afgørende kvalitet manglede, men ellers var indsatsen mere end godkendt.

Sådan lyder vurderingen fra FC Midtjyllands sportsdirektør, Claus Steinlein, der tirsdag aften måtte se midtjyderne ekspederet ud af Champions League-kvalifikationen på reglen om udebanemål trods en 1-0-sejr over Apoel FC på Cypern.

- Man føler sig fuldstændig tom indeni efter en meget fin præstation. Det var hjemme på MCH Arena, at vi tabte det. Det er bare pisse ærgerligt lige nu, siger Claus Steinlein til TV3+.

- Den måde, som vi spiller kampen på, kan vi være tilfredse med. Langt hen ad vejen er drengene rolige, og trænerteamet forsøger at skifte offensivt ind og gør alt, hvad de kan.

- Vi mangler en lille smule kvalitet, og vi kommer ikke til nok indlæg i anden halvleg. Men der er ikke en finger at sætte på det i dag. At tage herned og vinde 1-0 var der ikke mange, som troede på på forhånd, siger sportsdirektøren.

Sidste tirsdag vandt cyprioterne 2-1 i Herning og er dermed videre efter samlet 2-2.

FC Midtjylland skal bruge erfaringerne fra det samlede nederlag til Apoel til at spille sig videre til Europa Leagues gruppespil, hvor holdet er med i den afgørende kvalifikationsrunde.

- Nu skal vi i det gruppespil, lyder den kontante melding fra Claus Steinlein til TV3+.

/ritzau/