FCM distancerer OB i europæisk kapløb

Med det fjerde nederlag i træk er OB nu reelt ude af kampen om europæiske pladser i Superligaen. Til gengæld er FC Midtjylland med sejren mandag aften stadig med i puljen af hold, der har mulighed for at tage del i de europæiske millioner næste sæson. 

FCM lukrerede kampen igennem på at have Jesper Juelsgård med fra start igen. Han leverede en rigtig fin indsats. Ved en times spil, var det dog Petter Andersson, der efter fine kombinationer med Sylvester Igboun, sikrede FCM de tre point.

De to hold gik ind til kampen velvidende om, at en sejr ville være vigtigt for overhovedet at have en realistisk chance for at følge med i kapløbet om de europæiske pladser i Superligaen. Både fynboerne og midtjyderne havde inden dagens kamp 37 point og dermed otte point op til Aab på den fjerdeplads, der med garanti sikrer europæisk fodbold i næste sæson. Det var med andre ord frem over stepperne.

Derfor blev første halvleg da også en chancemæssigt livlig affære. Efter en frisk start fra hjemmeholdet var det dog midtjydernes landsholdsaspirant, Jesper Juelsgård, der var afsender på kampens første store chance. Han hamrede bolden på stolpen, efter at Hassan satte ham i scene med en fræk aflevering ind i feltet.

Kort efter var FCM på spil igen. Denne gang fyrede Danny Olsen kanonen af fra kanten af feltet, men en velspillende Jesper Christiansen i OB-buret fik pareret. I det 26. minut fik hjemmeholdet så endelig noget ud af deres fine presspil. Et hjørnespark sejlede hele vejen gennem det midtjyske forsvar og endte hos Darko Bodul, der halvflugtede bolden på overliggeren. Men altså stadig ikke mål.

Kampens tempo ebbede dog ud som halvlegen skred frem. FCMs angrebsspil bar i momenter præg af, at mangle altid farlige Morten 'Duncan' Rasmussen. Trods de mange forsøg på træværket blev det altså uafgjort ved pausen i Odense.

I starten af anden halvleg var et godt gennembrud og efterfølgende indlæg fra Emil Larsen lige ved at ende i FCMs net. Sviatchenko fik dog afværget i sidste øjeblik.

Kort før en times spil slog FC Midtjylland så til for alvor. Efter tålmodige kombinationer på kanten af OBs felt fandt Igboun Petter Andersson, der med en følt flad afslutning mod det lange hjørne passerede en chanceløs Jesper Christiansen. Og så var FCM foran på Fyn.

Jesper Christiansen reddede OB for at komme yderligere bagud, da han med et kvarter tilbage heroisk kastede sig ud i parade af Tim Janssen hårde afslutning.

Med fem minutter tilbage havde OB en kæmpe mulighed for at tage et point. Men en ellers velspillende Emil Larsen misbrugte en kæmpe chance tæt på Jonas Lössls bur og hamrede bolden tæt forbi mål.

Dagens Gossip