FCM får nye klø af Pytlicks klub efter offensiv nedtur

Skrevet af admin

08/11/2015

Mest læste i dag

Det blev ikke til revanche for FCM Håndbold, da holdet søndag mødte HC Vardar i Champions Leagues gruppe C.

Det makedonske storhold, der har Jan Pytlick i en ledende rolle, vandt 25-15 i IBF Arena i Ikast.

For en uge siden vandt HC Vardar 33-24 over de danske mestre på hjemmebane.

FCM Håndbold havde det meget svært i offensiven, ikke mindst i anden halvleg, hvor klubben blot lavede fire mål.

Jyderne blev svækket tidligt i kampen, da klassemålmanden Sabine Englert groggy måtte gå fra banen ved stillingen 3-3.

Ana Vojcic er dog også en kapacitet som målmand, og reserven var med til at holde HC Vardars føring nede på 12-11 ved pausen.

Det makedonske hold har Jan Pytlick som konsulent, om end hans beføjelser er noget større end som så.

Den tidligere landstræner for Danmark står for både træning og udskiftninger hos Vardar, der har de tidligere Viborg-profiler Sanja Damnjanovic og Anja Althaus på holdet.

Begyndelsen af anden halvleg blev også begyndelsen til enden for FCM Håndbold.

Holdets offensiv gik fuldstændig i stå, også i overtalsperioder, hvor HC Vardar udbyggede føringen.

Til sidst gav FCM-træner Helle Thomsen spilletid til holdets unge spillere, da nederlaget var en kendsgerning.

FCM Håndbold er nummer tre i gruppe C med fire point for fire kampe.

HC Vardar og ungarske Györi har begge seks point, mens østrigske Hypo er sidst uden point.

FCM Håndbold møder fredag Hypo på udebane.

De tre bedste hold går videre til hovedrunden.

/ritzau/