FCM-fløj om pokalcomeback: Vi stressede aldrig

Skrevet af admin

27/12/2015

Dagens topnyheder

Det var evnen til at bevare roen, da det så sortest ud, som reddede FCM's håndboldkvinder i pokalfinalen mod Viborg søndag eftermiddag.

Sådan lyder det fra landsholdsfløjen Trine Østergaard, efter at hun og holdkammeraterne med et imponerende comeback sikrede klubben den tredje pokaltriumf på fire år.

Midtjyderne var ellers bagud med 22-25 fem minutter før afslutningen på den ordinære spilletid, men endte alligevel som pokalvindere med en finalesejr på 28-26 efter ti minutters forlængelse.

- Vi havde været bagud i en stor del af kampen, men vi spillede klogt og stressede ikke over at hænge lidt efter.

- Da vi kom ud i den forlængede spilletid, holdt vi hovedet koldt og gjorde de rigtige ting. Det gjorde, at vi vandt, selv om det var helt lige, lyder det fra Trine Østergaard.

Sejren er endnu en fjer i hatten for midtjyderne, der dermed fortsat sidder på begge de nationale titler, mesterskabet og pokalen.

- Det er den vinderkultur, vi har bygget op. Alle ved, hvad de skal gøre, når det skal afgøres. Vi så mod Viborg, at ingen faldt ud til sidst, siger Trine Østergaard.

Ligesom holdkammeraterne Stine Jørgensen, Louise Burgaard, Veronica Kristiansen, Johanna Ahlm og Sabina Jacobsen har hun kun haft en uge til at få slået VM ud af hovedet og indstille tankerne på pokalfinalen.

Det var en udfordring i de første dage efter slutrunden, erkender hun.

- Vi har haft rigtig mange tanker på VM - også efter at det sluttede. Men da vi så mødte ind i klubben 25. december og så holdkammeraterne igen, så var hovedet ligesom indstillet på pokalfinale, siger Trine Østergaard.

Meget tid til at fejre sejren bliver der ikke. FCM-kvinderne skal i aktion igen allerede på onsdag i en ligakamp mod SK Aarhus.

/ritzau/