FCM-formand om Silkeborg-fusion: Det er en god idé

Skrevet af admin

14/08/2015

Dagens topnyheder

FC Midtjyllands formand, Rasmus Ankersen, er ikke afvisende for en fremtidig fusion med naboerne fra Silkeborg.

Torsdag detonerede Jyske Bank-direktør Anders Dam lidt af en nyhedsbombe, da han foreslog, at de to klubber om få år kunne gå sammen om at skabe en bæredygtig og succesfuld enhed.

Jyske Bank har stærke interesser i begge klubber - som hovedsponsor i mesterklubben FCM og med hovedsæde i Silkeborg, hvor byens bedste hold spiller i 1. division.

- Jeg vil gerne understrege, at det ikke er noget, der er på tegnebrættet. Det er bare noget, vi har talt om over en kop kaffe.

- Men grundlæggende synes jeg, at idéen om et midtjysk magtcenter, der omfatter mere end Herning-Ikast, er god, siger Rasmus Ankersen til Herning Folkeblad.

Det er især kommercielt, at FCM-formanden ser muligheder i en fusion, da både FCM og Silkeborg til tider har svært ved at få fodboldforretningen til at løbe rundt.

- Man vil få en klub, der dækker et område med enorm virksomhedspower.

- Der er mange store virksomheder i dette område, som vi ville blive interessante for. Vi ville få en stærk erhvervsklub, som det vil være meget attraktivt at være en del af, siger Rasmus Ankersen.

FCM-formanden tror ikke umiddelbart, at idéen er populær hos klubbernes fans, men det vil ændre sig med tiden.

Ankersen henviser til, at FCM stod i samme situation, da Herning Fremad og Ikast fS i 1999 fusionerede og skabte FCM.

- Der vil altid være lokalpatriotisme. Sådan var det jo også, da FCM blev skabt.

- Hvis man vinder, kommer folk også. Alle vil gerne være en del af en vinderhistorie, siger Rasmus Ankersen.

/ritzau/