FCM Håndbold sikrer flot CL-sejr i ungarsk heksekedel

Skrevet af admin

25/10/2015

Dagens topnyheder

FCM Håndbold stod søndag for et meget opsigtsvækkende resultat i kvindernes Champions League.

På udebane vandt træner Helle Thomsens hold overraskende 26-21 over ungarske Györi, der blandt andre har den tidligere FCM-playmaker Nycke Groot blandt stjernespillerne.

Györi vandt Champions League i både 2013 og 2014.

Kampen blev afviklet i en intens atmosfære i Ungarn.

Med sejren har de danske mestre fire point efter to sejre i gruppe C.

Målmand Sabine Englert var som så ofte før nøglen til sejr for midtjyderne, da hun pillede glansen af hjemmeholdets skytter.

I første omgang var der dog ikke meget, der tydede på dansk sejr, for Györi kom foran 10-5 i første halvleg.

Efter en flot slutspurt kunne Johanna Ahlm sende et straffekast i nettet til pausestillingen 11-11.

FCM Håndbold fortsatte det gode spil fra begyndelsen af anden halvleg, og danskerne kom foran 18-12.

Det kom Györi-spillerne sig aldrig over, og det blev altså til en overraskende dansk sejr.

Louise Burgaard blev topscorer med otte mål, mens Stine Jørgensen scorede seks gange for FCM.

Györi har to point for to kampe, det samme som Vardar fra Makedonien.

Østrigske Hypo er sidst i gruppen uden point.

/ritzau/