FCM-helt: Vi kunne have scoret et par stykker mere

FC Midtjyllands Jakob Poulsen blev søndag aften efterudtaget til onsdagens venskabskamp mod England.

Det skete efter superligatopholdets 5-1-sejr over FC København, hvor midtbanespilleren lukkede og slukkede med et langskudsmål.

- Den ramte jeg meget godt, siger Jakob Poulsen om kampens sidste scoring.

- Det var en superdejlig følelse. Man er bare glad. På det tidspunkt kørte alt også for os. De havde også fået smidt en mand ud, siger landsholdsspilleren med henvisning til FCK's Andreas Cornelius.

- Hvis vi havde været lidt skarpere, så kunne vi godt have lavet et par stykker mere.

Selv om mange medier og kommentatorer udråber FCM til klare guldfavoritter, så mener Jakob Poulsen ikke, at guldet er hjemme.

- Vi ved, hvad vi skal i alle vores kampe. Det er at arbejde benhårdt og prøve at dominere kampene.

- Hvis vi ikke gør det, så kan vi tabe alle kampe. Vi kan komme i problemer mod alle hold, så vi skal være ydmyge, siger midtbanespilleren, der er vendt tilbage til FCM denne vinter efter et ophold i franske Monaco.

Han fortæller, at søndagens storsejr rangerer højt over de kampe, han har spillet på højeste niveau.

- Jeg har en gang vundet 6-1 på Brøndby Stadion med Esbjerg. Men det her er klart en af de bedste sejre, jeg har fået, siger han.

FCM topper Superligaen med et forspring på fem point til AaB på andenpladsen. FCK er otte point efter på tredjepladsen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV