FCM-keeper om målmandskøb: Jeg fatter ikke en brik

Skrevet af admin

05/01/2015

Mest læste i dag

Ikke alle i FC Midtjylland var lige tilfredse, da Superligaens tophold mandag præsenterede ny målmand i skikkelse af den svenske landsholdsspiller Johan Dahlin.

Klubbens faste målmand i efterårssæsonen Jakob Haugaard stillede sig uforstående.

- For at være helt ærlig fatter jeg ikke en brik af det. Jeg forstår det ikke, siger Haugaard til tipsbladet.dk.

Han har vogtet det midtjyske mål i alle sæsonens hidtil 17 ligakampe og har fået positiv kritik.

- Jeg har fået at vide, at jeg har gjort det godt, og at de har været tilfredse med min udvikling hen over efteråret.

- Lige nu sidder jeg med en følelse af, at jeg har gjort noget galt, og det er jeg utilfreds med, for de har jo fortalt mig, at jeg har levet op til forventningerne, tilføjer Haugaard.

FC Midtjylland gjorde det mandag klart, at Johan Dahlin er hentet med henblik på, at han skal være førstemålmand.

Dahlin har senest spillet i tyrkiske Genclerbirligi. Forinden var han med til at vinde to mesterskaber med Malmö FF.

/ritzau/