FCM kravler tilbage i medaljestrid med sejr over Hobro

Skrevet af admin

14/03/2016

Dagens topnyheder

Denne sæsons enlige nedrykker fra Superligaen ligner mere og mere Hobro, som mandag aften tabte 0-3 på udebane til FC Midtjylland.

Det var Hobros tredje nederlag i træk i dette forår, og den isolerede agterlanterne har nu hele 11 point op til Esbjerg over nedrykningsstregen. Der resterer 12 spillerunder.

Omvendt vandt FC Midtjylland for første gang i foråret en superligakamp, og midtjyderne rykker nu op som nummer tre i tabellen side om side med AaB og Brøndby.

FCM, AaB og Brøndby har alle 35 point og dermed ni point op til førerholdet FC København, mens Sønderjyske er placeret på andenpladsen med 36 point.

I mandagens kamp var der decideret klasseforskel i første halvleg med FCM som den dominerende part.

Rilwan Hassan bragte FCM foran 1-0 efter blot to minutter, da backen Rasmus Nissen smart fik forlænget et hjørnespark.

Hobro var presset langt tilbage, og FCM belejrede i perioder Hobros forsvarszone. Men flere mål blev det ikke til før pausen.

I anden halvleg indledte FCM igen med en hurtig scoring, da Martin Pusic udnyttede et hurtigt kontraangreb og et skarpt indlæg fra Vaclav Kadlec.

Hobro skiftede efter en time angriberen Quincy Antipas ind, og det var med til at få en masse energi og gejst ind på udeholdet, som indtil da havde virket modløse og idéforladte.

Det blev til en afslutning på overliggeren fra sydkoreaneren Jung-Bin Park, men tættere på et mål kom Hobro ikke.

I stedet øgede FCM's indskiftede costaricaner Marcos Ureña til 3-0 efter 85 minutter med et bragende langskud, der gik ind via undersiden af overliggeren, og så var kampen endegyldigt afgjort.

Hobro må undvære anfører Mads Justesen, som er i karantæne på grund af endnu et gult kort, når bundholdet tager imod OB på lørdag.

/ritzau/