FCM-kreatør er ude i op til to måneder

Skrevet af admin

01/10/2014

Dagens topnyheder

Der er kommet skår i glæden oven på FC Midtjyllands 1-0-sejr over FC Vestsjælland i søndags. Offensiv-profilen Rilwan Hassan meldes nemlig ude i seks-otte uger efter et vrid i det ene knæ.

Søndag eftermiddag var Rilwan Hassan medvirkende til, at FCM hentede den syvende superligasejr i sæsonen. Kantspilleren spillede hele kampen i 1-0 sejren hjemme på MCH Arena.

Under kampen fik Hassan et slag på det ene knæ. Det viser sig nu, at et ledbånd er revet over, og at der venter en længere pause til den nigerianske kreatør.

FCM's fysioterapeut Nicklas Falkesgaard Pedersen fortæller, at skaden typisk vil kræve en pause på halvanden til to måneder.

- Rilwan røg i en duel i kampen i søndags, hvor han fik et vrid i knæet. Han kunne mærke lidt men endte med at spille kampen til ende. Efterfølgende var han meget øm, og vi fik derfor foretaget en MR-scanning.

- Skanningen viste et overrevet ledbånd på indersiden af venstre knæ, siger Nicklas Falkesgaard Pedersen til klubbens hjemmeside.

Fysioterapeuten fortæller, at knæet skal hele og genoptrænes.

- Der skal ikke en operation til, men det skal selv lige så stille hele op. Samtidig skal vi selvfølgelig have trænet knæet op igen. Ud fra skanningsresultatet og det vi kan mærke, vil det nok tage seks-otte uger, inden Rilwan er tilbage, siger han.

FCM-træner Glen Riddersholm ærgrer sig over at måtte undvære den hurtige kantspiller.

- Det er rigtig ærgerligt for Rilwan. Han er kommet tilbage fra en skade og har været rigtig stærkt spillende. Han har styrket konkurrencen på de forreste pladser, og det er selvfølgelig et tab for holdet.

- Først og fremmest ærgrer vi os dog på Rilwans vegne, men vi er overbeviste om, at han kommer endnu stærkere tilbage, siger Riddersholm.

Holdet må derfor undvære Hassan til de kommende kampe. Første kamp uden kantspilleren er på fredag, når FC Midtjylland gæster Hobro.

/ritzau/