FCM-profil forventer hård modstand i Europa League

Bronzevinderne FC Midtjylland åbner torsdag 2016/17-sæsonen med et opgør mod FK Suduva fra Litauen i første runde af Europa League-kvalifikationen.

Selv om midtjyderne på papiret er storfavoritter, så advarer midtbanespiller Jakob Poulsen mod at tro, at dobbeltopgøret bliver ren formalia.

- Det er ikke noget problem at sætte sig op. Det er Europa League, og det er vigtigt for både spillere og for klubben, så det er egentlig lige meget, om modstanderen er fra Gibraltar, Cypern, Litauen eller et andet sted.

- Man ser også til EM, at alle hold kan organisere sig godt og spille godt defensivt. Det bliver svært, uanset hvem man kommer til at møde, siger Jakob Poulsen til FC Midtjyllands hjemmeside.

Mens FC Midtjylland har været på sommerferie samt spillet træningskampe i løbet af den seneste måned, har Suduva spillet en ligakamp så sent som 16. juni.

Den forskel får forhåbentlig minimal betydning, håber Jakob Poulsen.

- Forhåbentlig betyder det ikke så meget, de er i gang med deres turnering. Vi havde ikke nogen lang ferie, men det kan selvfølgelig godt være en lille fordel for dem. Vi skal bare vise, vi er bedre.

- Det bliver selvfølgelig dejligt at komme i gang igen, det er altid noget andet at spille gældende kamp frem for bare at spille træningskampe.

- Jeg synes, vi er klar til at spille europæisk nu. Jeg tror, formen er rimelig stabil for de fleste. Der mangler selvfølgelig lidt spillemæssigt, som lige skal finpudses igen, men jeg tror, det kommer hurtigt, siger Jakob Poulsen.

FC Midtjyllands hjemmekamp torsdag begynder klokken 19, mens der er returkamp samme tidspunkt torsdag 7. juli i Litauen.

Klarer midtjyderne den forhindring, venter enten FC Vaduz fra Liechtenstein eller FK Sileks fra Makedonien i anden runde. I alt skal superligaholdet gennem fire knockoutrunder for at kvalificere sig til Europa Leagues gruppespil.

/ritzau/

Dagens Gossip