FCM-profil om 3-0-sejr: Vi udraderede AGF

Søndag aften udbyggede FC Midtjylland føringen i Superligaen, da midtjyderne slog AGF med 3-0 i Herning.

Midtjydernes normale anfører Kristian Bak var efter kampen udstyret med en fadøl i hånden og en overbevisning om, at der var klasseforskel mellem FCM og AGF.

- Det her skal fejres. Der var et hold på banen i dag. Jeg tæller ikke mange AGF-chancer i hele kampen.

- Det er den mest kontrollerede kamp, vi har haft gennem hele sæsonen. Vi mødte et hold i dag, som vi fuldstændigt udraderede, siger Kristian Bak.

FC Midtjylland fører i øjeblikket Superligaen med seks point ned til FC København på andenpladsen. Det ser utvivlsomt godt ud for klubben fra den jyske hede, og anføreren lægger da heller ikke skjul på, at målet er at spille med om guldet i forårssæsonen.

- Jeg sagde inden kampen mod AGF, at kunne vi vinde den, så ville jeg godt snakke med om mesterskabet.

- Men jeg ser stadigvæk FCK som den største guldfavorit. Får vi en god start i den nye sæson, så kan det godt blive rigtigt sjovt, siger Kristian Bak.

Midtjydernes cheftræner Glen Riddersholm uddeler roser til FC Midtjyllands efterårssæson.

- Det er en god fornemmelse, at vi nu kan læne os lidt tilbage og reflektere over et rigtigt godt 2013. Jeg glæder mig over, at vi præsterer så stabilt, som vi gør. Vi fremstår modent og erfarent, siger Glen Riddersholm og fortsætter:

- Nu kan vi nyde førstepladsen i rækken, men vi har slet ikke udnyttet vores potentiale endnu. Jeg glæder mig bare til at komme i gang med opstarten. Vi forventer et stille transfervindue. Vi siger farvel til Danny, og det er ikke sikkert, der sker mere.

/ritzau/

Dagens Gossip