FCM skal hente selvtillid fra sæsonens tidlige kampe

Skrevet af admin

09/12/2015

Dagens topnyheder

Tre nederlag i de seneste tre Europa League-kampe har tæret på selvtilliden hos spillerne i FC Midtjylland.

Torsdag går holdet på banen i den afgørende gruppespilskamp mod Club Brugge, og her skal der en sejr til, hvis man skal være 100 procent sikker på videre avancement i turneringen.

Og netop selvtilliden kommer til at spille en vigtig rolle for udfaldet af kampen, mener flere af FC Midtjyllands spillere.

- Vi skal gå ind med en masse selvtillid. Det gjorde vi i starten af sæsonen, og det virkede rigtig godt, siger Mikkel Duelund.

Den unge midtbanespiller har også opskriften på, hvordan selvtilliden skal bankes tilbage i holdet.

- Vi tanker selvtillid ved de kampe, som vi har spillet. Sidst vi mødte Club Brugge, vandt vi 3-1 og gjorde det rigtig godt. Det er noget af det samme, vi skal finde frem torsdag.

Morten "Duncan" Rasmussen er enig i, at der skal kigges tilbage i tiden for at hente selvtillid.

- Selvtillid er ikke noget, vi lige kan trylle frem. Jeg tror, vi alle sammen skal være klar over, at vi har egenskaberne i os, og vi kan jo se på de kampe, vi har spillet tidligere, at vi er gode nok. Det er den tro, vi skal have ind på holdet igen, siger han.

FC Midtjylland lagde ellers godt fra land i Europa League med to sikre sejre, men de seneste måneder har holdet lidt flere nederlag i både Europa League og Alka Superligaen.

- Det handler meget om det mentale. Vi skal ikke lade os påvirke af alt det, der er foregået på det seneste. Det er nemmere sagt end gjort, men vi skal forsøge, siger Pione Sisto.

/ritzau/