FCM-spillere ser tilbage på stærk europæisk indsats

Skrevet af admin

26/02/2016

Dagens topnyheder

På trods af torsdagens 1-5-afklapsning mod Manchester United kan FC Midtjyllands spillere se tilbage på en fornem europæisk sæson. 14 kampe blev det til i Europa, og klubben nåede længere end nogensinde før.

De erfaringer skal hjælpe holdet på den lange bane.

- Alt i alt har vi været gode i Europa, selv om vi ikke var det mod Manchester. Vi har slået Southampton og er gået videre fra gruppespillet. Så jeg håber, at vi kan bringe os selv i en lignende situation næste år.

- Vi kommer stærkere ud fra de her kampe, og det vil overraske mig, hvis vi ikke har lært noget fra at spille mod nogle af de bedste hold i Europa. Så er vi forhåbentlig mere rutinerede til en anden gang, siger midtbanekæmpen Tim Sparv.

Også forsvarsspilleren Kian Hansen er tilfreds med det udbytte, han og holdet har fået af at spille mod dygtige internationale modstandere.

- Jeg kan se tilbage med stor tilfredshed. Vi kom videre fra en svær kvalifikation, og vi kom videre fra en rigtig fin pulje, og vi skabte spænding langt hen ad vejen i Manchester, så jeg synes godt, at vi kan tage herfra med oprejst pande, siger han.

Der var dog også bump på vejen. Ud over torsdagens tæsk i Manchester, har midtjyderne tabt 1-9 over to kampe mod Napoli, lige som kvalifikationen til Champions League glippede. Det kan bruges konstruktivt.

- Man lærer rigtig meget af sådan nogle kampe. Det kan vi forhåbentlig udnytte fremadrettet, siger Pione Sisto.

/ritzau/