FCM-træner: Brøndby har løftet sig markant

Skrevet af admin

18/11/2013

Dagens topnyheder

For to måneder siden blev Brøndby skilt ad i Herning, da FC Midtjylland vandt 5-2 i en superligakamp, som blev affyringsrampen for en stærk sæsonstart.

Når Superligaens førerhold på søndag tager imod Brøndby, bliver det en helt anden og mere jævnbyrdig forestilling, forudser FCM-træner Glen Riddersholm

- Brøndby er i dag i en helt anden forfatning både mentalt og spillemæssigt. Klubben har foretaget investeringer i dygtige spillere.

- Det er tydeligt, at de nye har været med til at flytte de unge, siger Glen Riddersholm til Brøndbys hjemmeside.

Han fremhæver Brøndbys seneste 3-0-sejr hjemme over AGF, hvor tre 19-årige spillere scorede de tre mål.

- Det var imponerende at se, at Brøndby med fire helt unge spillere i truppen kunne besejre AGF. Det er et godt billede på den udvikling, der er sket de seneste måneder.

- Min påstand er også, at det næppe var sket, hvis ikke Brøndby havde lavet aftaler med de rutinerede spillere, der har skabt ro på banen og den gode træningskultur i det daglige.

- Brøndby har nu fået en base i forsvarskæden. Der er en anden substans, og en af grundene er, at Khalid Boulahrouz er kommet til, siger Riddersholm.

Han mener, at Brøndby har løftet sig markant siden det første møde.

- Vi kommer ikke til at pakke noget ind. Vi går efter de tre point. Brøndbys mål må være at koble sig på os helt fremme. Vi skal gå efter at distancere Brøndby yderligere. Sådan skal det være.

- Vi vil forsøge at tage initiativet med det samme og få publikum med os. Det er sådan, vi altid spiller - også på søndag, lover FCM-træneren.

FCM har 30 point efter de første 15 spillerunder. Brøndby har 21 point på fjerdepladsen.

/ritzau/