FCM-træner er ligeglad med at slippe for Rooney

Skrevet af admin

17/02/2016

Dagens topnyheder

FC Midtjyllands cheftræner, Jess Thorup, tillægger det ikke stor vægt, at hans mandskab torsdag slipper for at slå over for den engelske landsholdstopscorer Wayne Rooney, når FCM og Manchester United mødes i 16.-delsfinalerne i fodboldens Europa League.

- Ærlig talt er jeg ligeglad med, hvilke spillere de kommer med, siger Jess Thorup på et pressemøde.

- Jeg så deres trup til kampen for et par timer siden, og flere har talt om, at de mangler Rooney og Marouane Fellaini. Men for mig handler det mere om, hvordan vi går ind til kampen i morgen, siger FCM-træneren.

Han har dog ikke kunnet undgå at bemærke, at Manchester United døjer med mange skader, hvilket har ført til, at det er en yderst ung engelsk trup, der har sat kursen mod Herning. Det behøver dog ikke være en fordel for FC Midtjylland.

- Det gør ikke nogen forskel, om det er unge eller gamle spillere, som United sender på banen i morgen. Det handler om at gøre vores bedste og være på 100 procent for at have en chance.

- Som træner håber man jo, at yngre spillere stepper op, når de får chancen, og det er jo så den mulighed nogle af Manchester Uniteds spillere har nu. Så det er ikke sikkert, det er godt for os, at de spiller med et yngre hold, siger Jess Thorup.

Ud over Rooney og Fellaini mangler Manchester United blandt andre rutinerede spillere som Bastian Schweinsteiger, Ashley Young, Matteo Darmian og Phil Jones.

Jess Thorup slog på pressemødet fast, at den svenske målmand Johan Dahlin ikke er med i kampen, hvorfor alt tyder på, at Mikkel Andersen skal vogte midtjydernes mål.

/ritzau/