FCM-træner: Ikke flere dårlige undskyldninger

FC Midtjyllands træner, Glen Riddersholm, er positiv forud for forårets 13 spillerunder i Superligaen, der for midtjydernes vedkommende bliver skudt i gang med dagens hjemmekamp mod Sønderjyske.

- Det har været en opstart, hvor vi har opnået de ting, vi gerne ville. Så nu gælder det om at være klar, når pointene står på spil, siger træneren, der glæder sig over en stort set skadesfri trup, hvor der er hård kamp om alle pladser.

- Så fra trænerens side skal der ikke lyde nogle dårlige undskyldninger eller piveri. Jeg har jo lidt følt mig som en plaget spiller i efteråret, hvor vi var mere hårdt ramt end almindeligt, siger Glen Riddersholm og fortsætter:

- Derfor kan man nogen gange godt føle, at man putter en plade på afspilleren, og det kan måske blive opfattet som piveri og dårlige undskyldninger. Men de argumenter har vi pakket væk nu.

FCM og Sønderjyske ligger side om side i Superligaen med ét point til forskel, og begge hold kæmper for at komme væk fra nedrykningsstregen. Der er derfor vigtige point på spil i dagens superligaopgør.

- Sønderjyske er et godt hold, som højst sandsynligt vil være lidt afventende og ligge og lure på omstillingen, hvor de er rigtig dygtige og farlige, siger Glen Riddersholm.

- Det bliver en svær kamp mellem to hold, der begge har brug for tre point for at komme væk fra nedrykningsstregen. Det bliver et intenst opgør, det er jeg ikke i tvivl om, siger han.

Det er netop at få lagt afstand til nedrykningsstregen, der bliver forårets primære fokus for midtjyderne.

- Det handler om overlevelse. Vi har kun fire point ned til nedrykningsstregen, og det har vi dyb respekt over for. Så at begynde at snakke om alt muligt andet vil være en kæmpefejl, siger træneren.

Kampstart er klokken 17.

/ritzau/

 

Dagens Gossip