FCM-træner: Nu skal der et mirakel til

Skrevet af admin

29/07/2015

Dagens topnyheder

Det kræver et mirakel, hvis FC Midtjylland skal vende 1-2 til samlet gevinst i Champions League-kvalifikationen mod cypriotisk Apoel FC.

Det siger FCM-træner Jess Thorup efter tirsdagens første opgør i Herning, hvor personlige fejl og uskarphed foran mål kostede midtjyderne dyrt.

- Jeg synes at have hørt i medierne inden kampen, at vi skulle have vundet med 3-0 eller 4-0 for at have en chance dernede. Nu er vi bagud 1-2, så der skal vel tæt på et mirakel til, hvis vi skal ned og vende det.

- Apoel kom ikke med noget, som vi ikke var forberedt på. Vi vidste godt, det var et dygtigt hold, der har erfaring fra flere europæiske gruppespil.

- Det er sådan noget, vi skal tage ved lære af, og det koster os nogle dyre lærepenge i første halvleg. Nu skal vi ned på Cypern og se, om vi kan skabe et mirakel og et godt resultat, siger Jess Thorup.

Rutinerede spillere som Erik Sviatchenko og Tim Sparv var indblandet i Apoels to mål, der blev scoret inden for fire minutter i første halvleg.

I anden halvleg tilspillede FC Midtjylland sig flere gode muligheder - blandt andet en stor dobbeltchance til Pione Sisto - men midtjyderne måtte vente indtil kort før tid, før Jakob Poulsen fik sendt en vigtig reducering i nettet.

- Den sene reducering redder os vel reelt fra knockout i første kamp et eller andet sted, siger Jess Thorup.

Midtjyderne skal finde spillet fra anden halvleg frem, hvis "miraklet" skal fuldføres.

- Vi kan vel godt sige, at første halvleg kan vi ikke være tilfreds med. Vi mangler aggressivitet og mod til at turde spille. De fejl, vi laver på det her niveau, bliver straffet benhårdt, og pludselig er vi bagud 0-2.

- Det snakker vi lidt om i pausen. Jeg forlanger, at spillerne skulle skyde brystet frem. Derefter viser vi en helt anden attitude, som giver mig tro på, at vi måske kan gå ned og drille dem.

- Vi kreerer de chancer og måske lidt flere, end der skal til, men vi mangler også den sidste skarphed til at få det udgangspunkt, vi havde håbet på, siger Jess Thorup.

Der er returkamp tirsdag i næste uge på Cypern. Tidligere har både FC København og AaB tabt samme sted mod Apoel med henholdsvis 1-3 og 0-4.

/ritzau/