FCM-træner om drama mod Viborg: Onuachu ændrede kampen

Skrevet af admin

08/04/2016

Dagens topnyheder

Der var rivalisering i luften fredag, da Viborg på hjemmebane tog imod FC Midtjylland i Alka Superligaen.

Arvefjendeopgøret fik dog ingen vinder, eftersom den fysisk hårde kamp endte 1-1.

Viborg dominerede kampen i første halvleg og bragte sig også foran på et mål af Jonas Kamper, men en indskiftning af Paul Onuachu var ifølge FCM-træner Jess Thorup med til at ændre momentum i kampen.

- Der var god plads at spille på, men vi udnyttede det ikke.

- Derfor måtte vi spille mere simpelt med nogle lange bolde, og her var Paul Onuachu med til at gøre forskellen. Han var god til at holde fast i boldene, og så var han farlig i feltet, siger Jess Thorup.

Med det ene point har FC Midtjylland nu ikke vundet på udebane siden 27. september 2015, men alligevel vil Jess Thorup ikke tale om noget udebanekompleks.

- Vi koncentrerer os ikke om vores statistik på udebane eller på hjemmebane. Vi skal vinde alle fodboldkampe, og det er det, som vi har fokus på, siger Jess Thorup.

Viborg havde alle muligheder for at gøre det onde ved gæsterne i slutminutterne, men FCM-målmand Mikkel Andersen blev den store helt, da han snuppede et straffespark fra Sebastian Andersen.

- Det var en fed følelse at være med til at præge kampen i en positiv retning og sikre os det ene point. Og så betød det bare ekstra meget, når det var i et lokalderby, siger Mikkel Andersen.

Målmanden havde også en vigtig redning fem minutter før tid, hvor han pillede glansen af Serge Deble på en friløber.

- Vi havde arbejdet på én-mod-én-situationer de seneste uger til træning, så det var bare sindssygt dejligt, at det bar frugt i dag, siger Mikkel Andersen.

/ritzau/