FCM-træner om sejr i Aalborg: En magtdemonstration

Skrevet af admin

10/08/2015

Dagens topnyheder

FC Midtjylland gæstede mandag aften Aalborg, og det blev et succesfuldt besøg, hvor udeholdet endte med at vinde 2-0.

Og selvom sejrscifrene ikke fortæller om en meget ulige kamp, var det alligevel et opgør, som FC Midtjylland i store dele dominerede fysisk og spillemæssigt.

Først til allersidst pressede AaB på, men det endte med de tre point til de forsvarende danske mestre.

FCM-træner Jess Thorup var imponeret over, hvordan hans hold præsterede mod AaB-mandskabet.

- Jeg har sjældent set magen til sådan en magtdemonstration på Aalborg Stadion. Vi satte os på kampen fra første fløjt og moste dem rent fysisk.

- Vi pressede dem og var over bolden. Det var reelt set kun til sidst, at der blev lidt spænding om kampen, så det var jeg selvfølgelig meget tilfreds med, siger Jess Thorup.

AaB havde i slutminutterne flere store chancer for at udligne FC Midtjyllands føring, men skarpheden manglede hos hjemmeholdet.

- Det eneste minus var, at vi ikke kunne afgøre kampen noget før. Det var helt unødvendigt, at den skulle blive spændende til sidst, siger Jess Thorup.

FC Midtjylland har nu hentet fire sejre ud af fire mulige i den foreløbige Alka Superliga-sæson.

- Vi er selvfølgelig meget tilfredse med det, vi har leveret indtil videre. Det giver os et rygstød og en masse selvtillid, siger Jess Thorup.

I et presset program med både hjemlig og international fodbold skal FC Midtjylland allerede i kamp på fredag mod mesterskabskonkurrenten fra FC København.

/ritzau/