FCM-træner: Seks point giver os store muligheder

FC Midtjylland og Napoli har hver seks point, mens Legia Warszawa og Club Brugge begge er uden point efter to spillerunder i Europa Leagues gruppe D.

Sceneriet kan ikke være bedre for FC Midtjylland, der spiller for at lande på en af de to øverste pladser, der udløser avancement til 1/16-finalerne i Europa League til foråret.

Det medgiver FC Midtjyllands træner, Jess Thorup, efter torsdagens udesejr på 3-1 over Club Brugge.

- Vi kom på tavlen med nøglesejren over Legia i den første kamp, og selv om vi er godt kørende, havde vi indstillet os på at kunne leve med uafgjort i Brugge. Nu vandt vi og står med seks point.

- Det giver os store muligheder i denne gruppe, selv om der resterer fire runder, hvor alt kan ske. Men det er da en fantastisk åbning for os, at vi nu er to hold med seks point, siger Jess Thorup.

Anfører Kristian Bach Bak, der måtte udgå med en skade i første halvleg i Brugge, kalder mulighederne for et nyt avancement "meget lovende".

- En sejr mere på hjemmebane kan vise sig at være nok. Vi går efter andenpladsen, men vi kan også få point mod Napoli, der nok ikke kommer i stærkeste opstilling, når de allerede har seks point, siger Kristian Bach Bak.

Sejrene over Club Brugge og Legia Warszawa og den samlede sejr over Premier League-klubben Southampton har givet tro på, at der også er point at hente mod den syditalienske storklub.

- Vi frustrerer alle modstandere, fordi vores defensiv er så svær at åbne op, og så er vi selv møgeffektive, når vi får chancen, lyder analysen fra Kristian Bach Bak.

Næste opgave i gruppespillet er hjemmekampen mod Napoli 22. oktober. 14 senere mødes de igen i Italien.

/ritzau/

Dagens Gossip