FCM-træner stolt over forårets U-vending

Med fem sejre, tre uafgjorte og kun to nederlag er midtjyderne forårets tredjebedste hold med 18 point for 10 kampe, et mere end de nykårede mestre fra FC København.

- Der er kommet et stort åg af vores skuldre. Det er meget tilfredsstillende efter en lang periode med ryggen mod muren, og jeg synes, at vi har håndteret presset fornemt. Da vi startede foråret, var overlevelse i Superligaen målet. Jeg havde aldrig turdet drømme om det her. Det kommer bag på os, men der sker nogle mærkelige ting i Superligaen i år, konstaterer Riddersholm.

Nu venter tre kampe, hvor FCM med lidt held kan sikre sig den europæiske billet, som femtepladsen udløser, hvis vinderen af pokalfinalen allerede har sikret sig deltagelse i Europa League via en placering som nummer tre eller fire i Superligaen. Og det er det sandsynlige scenarie, hvis Randers på torsdag slår Esbjerg i Parken.

Riddersholm lægger mere vægt på, at FC Midtjylland gerne vil slutte godt af.

- Vi går efter ni point i de sidste tre kampe. Vi vil fortsætte vores gode periode, så det er min opgave at sørge for, at de unge spillere ikke trækker vejret dybt ind og falder sammen nu, siger FCM-træneren kan se frem til en ny svær opgave efter sommerferien.

FC Midtjylland har nemlig ingen penge til forstærkninger, og i stedet har man meldt ud, at man forventer at sælge et par spillere i sommerens transfervindue.

- Sådan er betingelserne. Som fodboldtræner skal man løse mange forskellige udfordringer, og så længe forventningerne er realistiske er det også okay.

- Vores mål er at sælge fodboldspillere, det er det, at vi lever af, fastslår Riddersholm og ser frem til at arbejde videre med den nye generation af unge talenter, som er på vej ind i startopstillingen.

Den tidligere FC Midtjylland-spiller Christopher Poulsen træner med i klubben efter at være blevet vist døren i Silkeborg på grund af sagen med forfalskede underskrifter på lånedokumenter. Men han er ikke ved at spille sig til en ny kontrakt i sin gamle klub.

- Som træner vil man altid gerne have forstærkninger, men hvis Jesper Juelsgaard bliver solgt, har vi både Jesper Lauridsen og Frederik Møller klar til at tage over. Christopher er en gammel FCM-spiller, og som andre af vores tidligere spillere er han velkommen til at træne med. Alle fortjener en ny chance, og man kan se ved træningen, at han stadig har et højt niveau. Han er en god fyr og en god spiller, og jeg er sikker på, at han nok skal finde en ny klub.

 

 

 

Dagens Gossip