FCM-træner svarer Wilbek: Spillerne er smadrede

Skrevet af admin

23/09/2014

Dagens topnyheder

FCM-træner Helle Thomsen er uforstående over utilfredsheden med mandagens afbud fra tre af klubbens spillere til denne uges landsholdssamling i Kolding.

Sportschef i Dansk Håndbold Forbund (DHF), Ulrik Wilbek, udtrykte tidligere tirsdag forundring over, at FCM før denne uges landsholdssamling med kvindelandsholdet meldte afbud på vegne af Stine Jørgensen, Susan Thorsgaard og Trine Østergaard.

Forundringen er dog også stor i FCM-lejren, hvor træner Helle Thomsen ryster på hovedet af kritikken.

- Jeg vil hellere end gerne sende spillere med landsholdet, men spillerne er fuldstændig smadrede efter fire kampe på syv dage og en rejse til Serbien i weekenden, siger Helle Thomsen til TV 2.

FCM var i weekenden i Serbien for at spille to kampe om kvalifikation til Champions League, og holdet var først tilbage i Ikast mandag aften. Tirsdag morgen skulle de tre spillere møde op i landsholdslejren i Kolding.

- Vi kan jo ikke melde afbud, før vi kunne se, at spillerne var der, hvor det ville være uforsvarligt at lade dem træne. Jeg synes, sagen er kørt af sporet.

- Der er vel ikke nogen af os, der er interesserede i, at de skal blive skadede, spørger Helle Thomsen, der har givet en række af FCM-profilerne fri fra træning de kommende dage.

Hun afviser, at afbuddene til landsholdssamlingen har noget at gøre med, at FCM på lørdag møder Viborg i en topkamp i ligaen.

- Det har ikke noget med den kamp at gøre. Så havde de jo trænet i dag og i morgen, hvis det havde noget med den den kamp at gøre. De kan simpelthen ikke træne, fastslår Helle Thomsen.

- Hvis det her får konsekvenser for spillere, synes jeg, det er alt for meget. Det er jo ikke spillernes vurdering. Det er jo vores vurdering, at de kan blive skadede. De kan jo ikke bevæge sig, siger hun.

Jan Pytlick har udtrykt sin forundring over, at det var FCM's fysioterapeut - og ikke Helle Thomsen og spillerne selv - der meldte afbud.

- Så skal det jo bare laves om fremover. Men jeg har aldrig været en del af kommunikationen omkring skader. Det er fysioterapeuterne, der plejer at snakke sammen om det, siger FCM-træneren.

/ritzau/