FCM-træner: Thüringer er et klassehold

Skrevet af admin

07/02/2014

Dagens topnyheder

FC Midtjyllands håndboldkvinder forventer hård modstand, når holdet lørdag spiller den anden kamp i hovedrunden af Champions League.

De danske mestre, der vandt den første kamp 25-24 hjemme over svenske Sävehof, skal møde Thüringer HC på udebane, og FCM-træner Helle Thomsen har stor respekt for modstanderen.

- Thüringer er et langt bedre hold, end jeg har hørt nogle gøre dem til. De er et klassehold, og vi undervurderer dem absolut ikke. Så taber vi, siger træneren til FCM's hjemmeside.

Thüringer HC kom akkurat videre fra det indledende gruppespil med blot fire point for seks kampe, og i hovedrunden tabte holdet 25-31 ude til Vardar Skopje fra Makedonien i den første kamp.

De få point skjuler imidlertid en del af sandheden om de tyske mestres styrke, mener Helle Thomsen.

- Det er Tyskland bedste mandskab. De har en blanding af tyske landsholdsspillere og nogle stærke udlændinge. De har nogle store venstrebacks i Franziska Mietzner og Nadja Nadgornaja, som begge er klasseskytter.

- Og så kan man jo absolut ikke komme uden om Alexandrina Barbosa, som er én af verdens allerbedste. Hendes hurtighed, spændstighed og evne til at stjæle bolden fra modstanderen er fænomenal, siger Helle Thomsen.

FCM-træneren har uanset hvad som mål at få to vigtige point med hjem til Danmark.

- Vi skal lykkes med at få gang i vores skytter i angrebet, og så skal vi lykkes med vores kontraspil. Det bliver afgørende.

- I den anden ende bliver det vigtigt for os at være aggressive på deres skytter, så de ikke kommer i gang. Og så skal vi minimere vores fejl i angrebsspillet, så vi undgår, at de kan komme til lette kontrascoringer, siger Helle Thomsen.

De to bedste hold fra gruppen går videre til Final4-stævnet i Champions League, der bliver afviklet i maj i Budapest.

/ritzau/