FCM-træner: Vi ligger gemt i det midtjyske

Superligaens førerhold FC Midtjylland havde et forspring på hele 13 point ned til FC København, da det var størst.

Forspringet er siden skrumpet til seks point ned til FCK på tredjepladsen, efter at FCM især mistede en del point i en særdeles skidt oktober måned. AaB er fire point efter FCM på andenpladsen.

FCM-træner Glen Riddersholm udråbte hele efteråret FCK som favorit til at vinde mesterskabet - også da københavnerne lå helt nede i bunden, og midtjyderne blev ved med at vinde.

Men der var og er en grund til, at Riddersholm ikke vil betegne FCM som favorit til guldet - heller ikke i september, hvor forspringet var størst.

- Det oplevede jeg mere som et øjebliksbillede på, at det på daværende tidspunkt gik forrygende godt rent sportsligt.

- Det er det også vigtigt at have en baggrundsviden og baggrundsanalyse om FCM. Der ligger vi jo nogle gange godt gemt herover i det midtjyske.

- Vi må antage, at der er rigtig mange eksperter, som ikke kender vores spillertrup lige så tilbundsgående, som nogle af de andre klubber, som ligger tættere på de fleste mediers redaktioner, siger Riddersholm.

FCM-træneren mener, at de sjællandske medier ved mest om, hvad der foregår i FCK og Brøndby og ikke lige så meget om FCM.

- Det er vi nødt til at forsøge at nuancere. Det betyder ikke, at vi taler vores eget niveau og kvalitet ned. Vi er rigtig glade og tilfredse med den måde, vi har præsteret på.

- Men når vi begyndte at snakke om guldkandidater efter så få runder, så synes jeg, at det var lidt for tidligt, fastslår han.

Inden sæsonstart pegede eksperter ikke på FCM som guldkandidat. Og det burde ikke ændre sig efter en håndfuld kampe, mener Riddersholm.

- Der var ikke var mange, der inden sæsonen havde regnet med, at vi på den måde kunne lægge os i front over så mange runder i træk, og heller ikke at vi kunne håndtere det rent mentalt.

- Det er vi godt tilfredse med. Der skal lyde en stor ros til staben og spillertruppen for at kunne håndtere de ting, siger Riddersholm.

FCM indleder forårssæsonen med en udekamp mod OB den 22. februar.

/ritzau/

Dagens Gossip