FCM-træner vil slutte året af med en sejr

Skrevet af admin

08/12/2013

Dagens topnyheder

FC København har indhentet en stor del af det forspring, som FC Midtjylland har oparbejdet i Superligaen. FCM har et forspring på tre point ned til FCK inden søndagens hjemmekamp mod AGF.

FCM-træner Glen Riddersholm ser meget gerne, at forspringet er så stort som muligt, inden holdene går på vinterpause. Det skal gå ud over AGF i årets sidste kamp.

- Vi kender betydningen af at slutte godt af, og på hjemmebane vil vi sætte alle sejl ind på at trække det længste strå, sådan at vi kan gå til vinterpause med en fantastisk afslutning på sæsonen.

- Vi begyndte som lyn og torden med fem sejre i træk, og kan vi vinde over AGF, så slutter vi af med fire sejre ud af fem mulige, og det er stærkt. Det er godt arbejde ovenpå en mellemperiode undervejs, siger Riddersholm.

FCM indledte sæsonen med fem sejre, men siden gik det galt i en periode i oktober, hvor sejrene udeblev, men nu er midtjyderne kommet på vindersporet igen.

- Vi ved, at i slutningen af sæsonen er det lige så meget mental energi og fysisk overskud, som i sidste ende tipper kampene, som det er den taktiske plan, der er i spil.

- Vi vil forsøge at forberede os både fysisk, mentalt og taktisk til en svær kamp mod AGF, som er et fysisk stærkt hold, og som også har brug for at slutte godt af efter en mindre god periode på det seneste for dem.

- Der er lagt op til en tæt dyst, men vi er optimistiske og har stor tiltro til egne evner før den sidste kamp.

- Vi ønsker at slutte af med tre point og en sejr til vores hjemmepublikum, som har bakket os fantastisk op, siger Riddersholm.

FCM har 33 point på førstepladsen efter 17 kampe, mens FCK har 30 point efter 18 kampe. AaB, som mandag møder Viborg, har 29 point på tredjepladsen efter 17 kampe.

/ritzau/