FCM's modstandere raser over dommerne

Skrevet af admin

02/02/2014

Dagens topnyheder

FC Midtjyllands håndboldkvinder var favoritter i Champions League-kampen mod Sävehof lørdag eftermiddag, men midtjyderne vandt kun med 25-24 efter en tæt kamp.

Og svenskerne føler sig alvorligt bortdømt af kampens dommerpar. Med kun to sekunder tilbage af kampen er svenskeren Frida Tegstedt ved at slippe igennem. Hun mener selv, at hun bliver væltet af to FCM-spillere, som tackler hende ureglementeret, men dommerne dømte intet.

- Jeg har bolden i hånden og skal til at skyde, da der kommer folk ind i mig fra to sider. Man har fået straffekast for mindre, siger Frida Tegstedt ifølge Expressen.

Også hendes træner Henrik Signell er utilfreds med situationen.

- Alle som ved noget om håndbold kan se, at der er straffe. Alle bortset fra dommerne, som vælger ikke at gøre noget som helst. Det må man regne med, når man er på udebane, men det er ærgerligt, når det får så stor indflydelse på kampen, siger han.

Sävehof førte med 16-14 ved pausen og 20-17 undervejs i anden halvleg. Alligevel var det midtjyderne, der havde teten mod slutningen.

/ritzau/