FCMs værste pointtab kom mod Viborg

FC Midtjyllands Kristian Bak Nielsen er skuffet over, at holdet ikke kunne give sine fans en sejr mod ærkerivalerne fra Viborg.

Det var hadets kamp i Midtjylland, der i går blev spillet i Herning, hvor FC Midtjylland tog imod ærkerivalerne fra Viborg. Og had, det var der. Ikke kun på lægterne, men også på banen,

hvor spillerne skraldede godt igennem i nærkampene. Ingen af holdene formåede dog at sende bolden i mål, så derfor sluttede det midtjyske derby uden scoringer

- Jeg er ekstremt skuffet. Jeg har ikke været så skuffet i denne sæson som nu. Det betød ufatteligt meget. Jeg havde selv en stor chance, og det var lige til at begynde at græde over, at jeg ikke headede den ind i sådan en kamp, sagde Kristian Bak Nielsen.

FC Midtjylland sad kampen igennem på alt spillet og kom frem til en del afslutninger, men holdet manglede i den grad skarphed i afslutningerne.

- Jeg syntes, at vi specielt i anden halvleg producerede de chancer, der skal til. På en normal dag, havde vi nok scoret tre eller fire mål. Det var skidt, at vi lige mod Viborg ikke kunne vinde, sagde Kristian Bak Nielsen.

Og skuffelsen lyste også ud af FC Midtjyllands Erik Sviatchenko, der ellers spillede en flot kamp.

- Vi vidste godt, at det ville blive en svær kamp. De havde to fire-kæder, der bare stod dernede og ventede på at ramme opstillingerne. Vi er ekstremt skuffet. Vi havde chancerne til at vinde, men vi formåede ikke at score. Vi ville gerne have givet noget tilbage til vores fans, nu hvor de har givet os så meget, sagde forsvarsspilleren.

Mens skuffelsen var stor i FC Midtjylland-lejren, var Viborg-spillerne mere tilfredse med at komme fra Herning med et enkelt point. Viborg-taktikken gik kampen igennem ud på at stille en stor mur foran eget mål og så satse på omstillinger.

- Vi er oprykkede, og vi mødte nummer et i Superligaen på udebane. Så vi sælger gerne sådan en kamp for 0-0. Det var effektivt. Hellere blive oppe og spille kedeligt end at rykke ned, sagde Viborgs Marcel Rømer.

På tribunerne var stemning elektrisk kampen igennem, og det var let at mærke, at disse derbys har en enorm betydning for begge holds fans, der har måttet vente i mere end fem år siden det seneste i Superligaen. Inden kampen måtte politiet dog anholde en håndfuld fans, da grupperinger fra de to klubber stødte sammen.

Selvom det ikke blev til en sejr for FC Midtjylland, fastholder duksene førstepladsen i Superligaen med 21 point. Holdet er nu ubesejret i sine seneste 13 Superligakampe, hvilket er en tangering af klubrekorden. Imponerende. Viborg beholder sin plads bedre halvdel af tabellen med 13 point.

Dagens Gossip