FCN-anfører: Skyd en hvid pil efter medaljer

Skrevet af admin

09/05/2015

Dagens topnyheder

Hvis FC Nordsjælland skulle gøre sig forhåbninger om bronzemedaljer, så skulle der point på kontoen i udekampen mod Randers FC, men her var det hjemmeholdet, der efter 90 minutter kunne strække armene i vejret.

Til kampen manglede FC Nordsjælland Andreas Maxsø i midterforsvaret på grund af karantæne, og fra start lagde Randers et tungt pres på FC Nordsjællands defensiv, der flere gange var ude i torvene.

- Vi kommer ikke ret godt ud til kampen, men efter pausen finder vi tilbage til vores spil. Men vi får igen ikke skabt de store chancer, hvor vi kan sige, at der skal vi score, siger en tydeligt skuffet Martin Vingaard.

- Vi kan måske finde en eller to chancer, og det er alt for lidt, hvis vi skal vinde fodboldkampe.

Nederlaget er det andet i træk for FC Nordsjælland, og mens Randers rykkede et skridt tættere på medaljerne, så var man i FC Nordsjælland-lejren meget afklaret omkring medaljechancerne.

- Der er ingen tvivl om, at vi godt kan skyde en hvid pil efter medaljer nu. Vi skal have nogle point på kontoen igen, for det har været en skidt periode pointmæssigt, så nu skal vi finde tilbage til de dyder, der skaffede os point i starten af foråret, siger Vingaard.

Den vurdering er den islandske cheftræner, Olafur Kristjansson, enig i.

- Medaljer er ikke realistisk nu, men vi skal forsøge at slutte så højt som muligt. Vi skal ikke smide håndklædet i ringen, der er stadigvæk fem kampe at spille, siger Olafur Kristjansson.

Mario Ticinovic og Uffe Bech måtte begge forlade kampen med skader. Specielt Uffe Bechs lårskade kan blive et stort tab for FC Nordsjælland i de sidste fem runder.

I næste runde skal FC Nordsjælland hjemme på Farum Park forsøge at komme tilbage på rette spor, når Esbjerg kommer på besøg.

/ritzau/