FCN dropper Hradecky som Jesper Hansens afløser

Hradeckys kontrakt med vestjyderne udløber den 30. juni, og han kan derfor forhandle frit med andre klubber. Ifølge sporten.dks oplysninger er den finske målmand et varmt navn hos to af Superliga-kollegaerne; nemlig Randers FC og FC Nordsjælland.

Alt tyder på, at Farum-klubben går efter et sommersalg af Jesper Hansen, der har kontraktudløb til nytår. Nordsjællænderne havde udset sig Lukas Hradecky som en oplagt afløser, men interessen falmede allerede efter første kontakt på grund af Hradecky-lejrens økonomiske krav, erfarer sporten.dk.

FC Nordsjælland ønsker ikke at kommentere oplysningerne.

Randers FC mangler en afløser for David Ousted, der vil prøve lykken i udlandet, når hans kontrakt til sommer udløber med kronjyderne.

Umiddelbart vil Hradecky helst til udlandet, hvis han skal forlade Esbjerg, fortæller finnen.

- Det er en meget vigtig og svær beslutning for mig. Jeg snakker stadig med Esbjerg, og jeg har intet imod at blive. Jeg holder mine muligheder åbne, men jeg kan ikke umiddelbart forestille mig at spille for en anden dansk klub, for jeg vil ikke gøre nogen fra Esbjerg sur. Så hvis jeg skal videre, sigter jeg klart mod udlandet, siger Lukas Hradecky, hvis far forhandler på keeperens vegne.

Niels Erik Søndergaard, ungdomselitechef og medlem af det sportslige udvalg i Esbjerg, siger, at klubben arbejder mod uret i kampen om at få forlænget kontrakten med Hradecky, der har været en af Superligaens bedste målmand i denne sæson.

- Vi har nok større hastværk end Lukas for at få tingene lukket. Vi er absolut i en positiv dialog med Lukas’ far, og jeg fornemmer helt klart, at Esbjerg er seriøst inde i billedet, siger han.

- Vi har fået vores eksistens i Superligaen til næste år i hus, vi har vundet en pokaltitel og skal spille i Europa i næste år. Det er nogle af de elementer, Lukas selv har været inde på, som betyder noget i forhold til hans beslutning, siger Niels Erik Søndergaard.

Han erkender dog, at Esbjerg er tvunget til at kigge sig omkring efter alternativer allerede nu.

- Vi må være bevidste om, at det kan ende med at bryde sammen, så vi har vores netværk åbent for andre keepere. Det er min helt klare førsteprioritet at forlænge med Lukas. Jeg kan ikke sætte nogen deadline, men om 10 dage lukker Superligaen ned, og det er altid rart, når man kan gå på ferie og have styr på, hvem fra ens egen trup man kan regne med til næste sæson, siger Niels Erik Søndergaard.

23-årige Hradecky har holdt buret rent i 15 af sæsonens 30 Superliga-kampe og markeret sig som en af ligaens største profiler. Det har fået belgiske Club Brugge til at indlede en dialog med Hradecky senior, men også her har økonomiske knaster været en udfordring.

- Vi har snakket økonomi, og der er nogle udfordringer der, som jeg ikke vil ind på. Alt kan ske i fodbold, så vi har ikke opgivet, sagde Arnar Gretarsson, der er sportschef i Club Brugge, i fredags til sporten.dk.

Dagens Gossip