FCN giver Hobros sensationshold klaps i pokalen

Selvom man sensationelt er suverænt tophold i den næstbedste række, er det ikke nødvendigvis nok til at besejre et bundhold i Superligaen. Heller ikke på hjemmebane.

Det lærte fodboldklubben Hobro på den hårde måde, da holdet mandag aften blev sendt ud af pokalturneringen i kvartfinalerne.

FC Nordsjælland viste den nødvendige kynisme og vandt kampen 3-1, selvom holdet kunne være kommet bagud flere gange i første halvleg.

Her ramte Hobro gæsternes opstander ikke færre end tre gange, men kort før pausen var det i stedet FC Nordsjælland, der kom foran.

Mario Ticinovic udnyttede et flot oplæg på hovedstød fra Anders Christiansen til at tæmme bolden, hvorefter han flot sendte den i mål uden chance for Hobro-målmanden Jesper Rask.

Trods føringen var vicemestrenes træner, Kasper Hjulmand, ikke tilfreds i pausen, og det kunne man dårligt fortænke ham i.

FC Nordsjælland fik lidt mere styr på sagerne i anden halvleg, hvor holdet afgjorde kampen.

Cirka 10 minutter inde i halvlegen blev hollænderen Joshua John sendt af sted mod mål i venstre side, og han viste både god teknik og overblik, da han trykkede bolden diagonalt i mål med venstrebenet.

Senere i halvlegen kom Morten Nordstrand på banen, og det fejrede han ved at score til 3-0.

Hobro skal have ros for ikke at give op.

Tobias Perch-Nielsen reducerede til 1-3 på hovedstød, og kort før tid ramte Dennis Høegh opstanderen.

Men det var ikke nok mod FC Nordsjælland, der kan drømme om at vinde pokalturneringen for tredje gang.

Klubben vandt i 2010 og 2011.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip